Ole Henriksen

På trods af en hård opvækst er Ole Henriksen i dag en af de mest positive og succesfulde mennesker i verden. I forbindelsen med udgivelsen af Kon-Turs julekatalog har vi bl.a. talt med skønhedsguruen med det brede smil om hans juleminder, forskellen på dansk og amerikansk jul og oplevelsen af at besøge en dansk boghandel.

Kan du beskrive den perfekte jul for Laurence og dig?

Laurence og mig er som to små børn, der elsker alt i forbindelse med julesæsonen. Vi bruger meget tid og energi på at forvandle vores hus til et Jule Wonderland i begyndelsen af december måned. Der er ild i pejsen i vores stue og der bliver spillet julesange, mens vi dekorerer. Vi nyder at forvandle vores hus med de smukke juleudsmykninger, mange af dem er gaver fra familie og venner. Min mand Laurence er indretningsarkitekt, og derfor meget kreativ. Hvert år skaber han de mest elegante og farverige julekranse. Den største bliver sat på porten ved indkørslen til vores hus, som altid roses af naboerne, samt kranse til hoveddøren og bagdøren.

Den 24. december, den store festdag, bliver spisebordet i vores køkken dækket til morgenmad med Bing & Grøndahl juleporcelæn, en gave fra min mor og far. Der sidder vi så og hygger os med julemusik og nyder morgenmåltidet kokkereret af mig. Bagefter går vi en lang tur i vores nabolag og beundrer, hvordan vores naboer har dekoreret deres huse til jul.

Når vi fejrer juleaften hos os, ankommer vores gæster omkring kl 17.00 til drinks og lækkerier som italiensk skinke, samt burreta ost med tomatskiver og basilikum plus diverse nødder og chokolade fra Schweiz. Så hygger vi os i vores store opholdsstue med ild i pejsen og dæmpet belysning fra de mange lysestager, mens vi beundrer det høje juletræ, som står omgivet af vinduer med udsigt til vores forhave. Træets dekorationer har vi samlet på i mange årtier. Meget af det er købt i Danmark. Ligeledes var jeg noget af en ekspert i at flette julehjerter som dreng, og de hænger smukt på juletræet hvert år.

Laurence dækker det mest imponerende julebord i vores spisestue, som har udsigt til gårdhaven, som stråler med julelys på træer og buske.  Hver jul er der et nyt bordtema. Sidste år var det med engle til hans netop afdøde mors ære. Vi byder altid vores gæster velkommen med en lille tale, og selvfølgelig skål. Hovedretten består af kalkun, en amerikansk tradition fra Laurences barndomshjem. Dertil serverer vi rosmarin baby kartofler, og dampede grøntsager som broccoli og gulerødder. Til dessert holder vi fast på den danske tradition, som jo er ris a la mande. Den spiser jeg altid for meget af, for den smager himmelsk med den varme kirsebær sauce.

Juleaften slutter med at dele julegaver ud inde i stuen, mens vi nyder de hjemmebagte småkager, der er sendt fra min mor i Nibe.

Hvilke traditioner er vigtige for jer i forbindelse med julen?

Noget af det bedste ved jul er de mange selskaber, man deltager i med familie, venner og bekendte, og ens arbejdskollegaer. Hvert år flyver jeg til San Francisco, hvor hovedkvarteret for mit firma ligger og deltager i, hvad bedst kan beskrives som det sjoveste og vildeste juleparty med mine fantastiske kollegaer. En anden skøn tradition er, når vi fejrer Laurences fødselsdag den 12. december og gør det som en kombineret fødselsdagsfest og julefest hjemme hos os. I år fylder Laurence 60 år og den store dag skal først fejres i København den 8. december, og hjemme i LA den 12. december. Det glæder vi os allerede til.

En anden tradition som jeg holder meget af, er at gå på julegaveindkøb. Min gaveliste er meget lang, fordi jeg har arbejdskollegaer over hele verden, der fortjener at blive forkælet, samt familie og nære venner. Jeg planlægger min gaveliste i november, og elsker at personliggøre hver evig eneste gave. Dagen efter den store amerikanske helligdag, Thanksgiving, tager jeg ud på egen hånd og begynder de spændende indkøb, som normalt tager sammenlagt tre dage. Det er blevet til en tradition, at jeg køber elegante designertasker som julegaver til alle de dejlige kvinder, jeg er omgivet af.

I december ligger Laurence og jeg også stor vægt på at give ekstra penge til de velgørenhedsprojekter, vi støtter året rundt, især dem, der er fokuseret på at hjælpe børn.

Hvad er dit bedste juleminde?

Jeg har især mange dejlige juleminder fra min barndom, hvor det jo var gaverne under juletræet man glædede sig til at åbne juleaften. Siden jeg voksede op i et arbejdsklasse miljø, og ikke var forkælet, var jeg taknemmelig for hver eneste gave jeg modtog. Men mindet forbundet med den juleaften da mor og far overraskede mig med professionelle skøjter, slog alle rekorder. I årevis havde jeg skruet skøjterne på mine vinterstøvler, hvilket ikke gav mig mulighed for at udfolde mig som den professionelle skøjteløber, jeg drømte om blive. Heldigvis var Limfjorden frosset til den 25. december, hvor jeg ikke var til at drive hjem til julefrokost. Snart udfoldede jeg mig på isen, som om jeg deltog i vinter olympiaden.

Hvor ser du de største forskelle på dansk jul og julen i LA?

Der er den samme glæde til jul i USA, som der er i Danmark. Men selve julen er meget kortere med færre helligdage, som giver folk mindre tid til at slappe af med familie og venner og nyde deres jul.

I USA fejrer man jul den 25. december og deler gaver ud om formiddagen inden den store julefrokost. Ligeledes danser man ikke om juletræet og synger julesange, som er en af de mange traditioner jeg elsker ved den danske jul. I det hele taget er vi meget bedre til at hygge os i Danmark end i USA. Amerikanerne er fascineret af ordet hygge og hvad det står for, men har svært ved at inddrage det i deres dagligdag.

Selvom julen er en glædelig tid, bliver mange stressede over de utallige gøremål og arrangementer op til højtiden. Er der noget, der kan gøre dig stresset op til jul?

Jeg tror, mange mennesker bliver stressede i december fordi de overbooker deres kalender. Man vil helst ikke gå glip af noget, fra de utallige juleselskaber til juleklip og julekoncerter med børn og venner, og selvfølgelig gaveindkøb plus mange andre spændende arrangementer. Med god planlægning og et realistisk overblik over ens kalender, kan man undgå stress, og man må lære at sige nej til nogen aktiviteter, hvis man ønsker at være til stede i nuet og nyde den skønne julemåned. Som en travl international business mand lærte jeg for mange år siden at redigere mit daglige skema. På den måde undgår jeg stress og er mere fokuseret og afslappet i mine daglige gøremål.

Har du en favoritforfatter, eller en rigtig god bog, som du kan anbefale?

Jeg har ikke en decideret favoritforfatter, men elsker at læse alle former for litteratur. Fra barnsben har jeg været stor fan af dansk teater og ballet, og en bog jeg er bidt af lige nu hedder ganske enkelt “Det Kongelige Teater – magien bag scenen” skrevet af Sisse Brimberg. Det er fantastisk læsning, som er illustreret med vildt flotte fotografier. Bogen var egentlig en gave fra mine kollegaer i København. Lige nu er jeg også optaget af at læse Bob Woodward’s nyeste bog, “Fear”, der tager os indenfor Trumps Hvide Hus. Som vi jo alle ved, er den orangefarvede præsident helt ustyrlig. Bob Woodward beskriver hans opførsel ganske detaljeret, og det er chokerende, at denne mand er USA’s præsident.

Hvad betyder Danmark for dig?

Danmark vil altid være mit fædreland, et land jeg elsker, og hvis befolkning jeg beundrer enormt. Derfor glæder Laurence og jeg os til at blive deltids bosat i København fra begyndelsen af Januar 2019.

Jeg er dybt taknemmelig for de livsværdier Danmark har givet mig. Vi danskere lever i et af de bedste demokratiske samfund i verden, hvor alle er mere ligestillet end f.eks. i USA. I Danmark har man adgang til et fantastisk uddannelsessystem, samt sociale goder, og så giver vi særlig omsorg til de mennesker, der har behov for det. Ligeledes kan danskerne nyde godt af en høj levestandard. Det er mange af de værdier, jeg har bragt med mig til USA, et land hvor der er få sociale goder til rådighed for størstedelen af befolkningen. Jeg har opbygget et succesfyldt globalt firma baseret på et demokratisk arbejdsmiljø med høje lønninger for alle mine medarbejdere, lange ferier, sygeforsikring, inkluderet tandlægeforsikring, og generøse pensioner. Der er ikke noget, der gør mig gladere end at se mine medarbejdere opnå succes, både professionelt og privat.

Hvordan er din oplevelse af at gå i en dansk boghandel?

Allerede som dreng oplevede jeg glæden ved at besøge boghandler Høholdt i Nibe, når jeg fik min ugeløn som mælkebud og senere avisbud. Det tillod mig at købe de bøger, der tiltalte mig, eller som Høholdt foreslog. Jeg takker ham, fordi han introducerede mig for russiske forfattere som Leo Tolstoy og Vladimir Nabokov. En ny verden åbnede sig for mig, da jeg læste ”Anna Karenina” og ”Lolita”.

Når jeg besøger danske boghandlere, er det som at gå på eventyr. Jeg går sjældent ind ad døren med en ønskeliste, det er snarere det spændende ved at finde nye bøger på hylderne, der fanger mit blik. Jeg bliver let tiltrukket af historiske bøger, som fornylig da jeg købte “Karen Blixen-En fortællers liv” skrevet af Judith Thurman.

Hvordan ser fremtiden ud for Ole Henriksen?

Jeg har altid modtaget hver dag som en ny begyndelse og elsker at udfordre mig selv med nye ting. Det bliver også tilfældet inden for de næste mange år. Laurence og jeg glæder os selvfølgelig meget til at flytte ind i vores nyrenoverede lejlighed på Sankt Annæ Plads til januar. Det bliver skønt, at være tæt på både familie og alle de nære venner vi har i Danmark. Til januar tager vi også det musikalske show, “Det bli’r en god dag”, der er baseret på mit liv, på Danmarksturne. Premieren finder sted i Cirkusbygningen, København den 15. januar, inden vi drager land og rige rundt. Den talentfulde sanger Bryan Rice optræder som mig i showet, og den kvindelige hovedrolle synges af Camille Jones. Tredje hovedrolle er mig. Mere må jeg ikke sige lige nu. Efter turnéen er overstået, drager jeg til London, hvor jeg er vært for en Ole Glow Camp for engelske Social Media Influencers. Disse Glow Camps er fokuseret på min Wellness Philosophy inden for kost, motion, og hudpleje. Jeg begyndte Glow Camp konceptet for tre år siden og har holdt dem over hele verden, lige fra  Indonesien til Australien, Italien, USA og Danmark. Ligeledes er jeg fortsat travlt optaget af at skabe nye Ole hudplejeprodukter. Jeg arbejder normalt tre år ud i fremtiden med de nye produkter jeg udvikler. Min dejlige mand Laurence har også mange spændende indretningsprojekter i gang både i Beverly Hills og Malibu. Laurence og jeg elsker vores liv og hinanden, mere kan vi ikke ønske os for fremtiden.

Har du et skønhedstips til huden i det kolde vejr?

Huden har et stort behov for at blive beskyttet med masser af fugt og cellefornyende ingredienser i koldt vejr. For bedste resultater påfør min Truth Serum hver morgen, efterfulgt af C-Rush Brightening Gel Creme. Læs mere om de aktive ingredienser jeg har skabt produkterne med, på min hjemmeside.