Kon-Tur taler med Maren Uthaug

Maren Uthaug er bl.a. kendt for sin humoristiske stribe ”Ting jeg gjorde” i Politiken, hvor hun i en minimalistisk tegnestil stiller skarpt på stort og småt i det moderne liv. Vi har sat Maren Uthaug stævne til en snak om juletraditioner, humor og bogens status i det digitaliserede samfund.

Foto: Peter Nørby

Hvilke traditioner er vigtige for dig i forbindelse med julen?
Jeg er ikke det store julemenneske – i det hele taget synes jeg, det er lidt anstrengende det med at gentage sig selv hvert år. Havde jeg ikke børn, tror jeg ikke, jeg ville fejre jul. Men fordi det er så stor en del af vores kultur, har jeg besluttet at give dem det med, så vi giver den fuld rulle med træ, gaver, risalamande og et forsøg på at synge ‘glade jul’. Altså en meget traditionel jul. Nogle gange går jeg endda i kirke, hvis vi har familie på besøg, der gerne vil den slags. Det siger mig ikke rigtig noget, men så slipper jeg for at lave julemaden. Heller ikke noget, jeg hverken gider eller er særlig god til. Men er man hjemme, bliver man jo sat i sving, hahaha.

Hvad ønsker du dig til jul og hvorfor?
Jeg har tre børn, som jeg fik med meget få års mellemrum. I dag er de 11, 14 og 17, men da de var mindre var mit julegaveønske altid, at ingen talte til mig en hel dag. Tanken om en hel dag i stilhed var mit højeste ønske. Men nu er tiderne bedre og roligere, så nu ønsker jeg mig bare ting, som det er let for andre at finde. Sådan en neglelak eller et armbånd eller de der sko med glimmer på. Ingen skal stresse over at rende rundt og finde ‘det hele rigtige’ til mig for at bevise deres kærlighed. Jeg ved de elsker mig – og de ting jeg rigtig gerne vil have, dem kommer jeg jo bare til at købe selv alligevel …

Har du nogle kommende projekter, du kan løfte sløret for?
Jeg udgiver ‘En lykkelig slutning’ dette efterår og den sidste fase i romanskrivning og nerverne/arbejdet ved udgivelsen er så opslidende, at jeg bestemt ikke søsætter nye projekter lige for tiden. Selvfølgelig pønser jeg på næste roman alligevel, men har lavet en regel for mig selv, at jeg ikke må skrive et eneste ord før tidligst til februar. Nogle gange skal jeg jo også trække vejret – og det er min plan at gøre det et par dage til januar.

Hvorfra henter du inspiration til dine striber og dit forfatterskab?
Mine striber handler ofte bare om det, der sker rundt om mig. Altså ting mine børn siger, eller ting min kæreste gør. Eller endnu sjovere, ting jeg forestiller mig min kæreste siger, som jeg så kan lave vitser om (han er en meget tålmodig og overbærende mand).
Når jeg skriver romaner, så tager jeg altid udgangspunkt i noget, der optager mig for tiden. Da jeg påbegyndte ‘Hvor der er fugle’ var jeg meget optaget af, at der ikke fandtes nogen ultimativ sandhed. At alle mennesker har hver deres sandhed, som de tror hundrede procent på – og som kan være meget anderledes i forhold til andres sandheder. Også selv om de var i samme rum, da det de mener noget om, skete.
I ‘En lykkelig slutning’ har jeg været optaget af vores forhold til døden i dag og før. Jeg var i en periode til mange begravelser og begyndte at undre mig over, hvorfor kisterne var hvide i dag – var de ikke sorte i gamle dage? Hvorfor har vi blomster på kisterne, hvorfor kommer der en bedemand ræsende og fikser alt for os – hvorfor holdt vi op med selv at tage os af vores døde osv. osv.

Hvordan klarer du hele tiden at være så morsom?
På mange måder er jeg et meget sørgmodigt menneske. Det kræver humor.

Hvad betyder humor for dig?
Humor er for mig en ventil. Jeg er ikke så god til at græde, så jeg bliver i stedet nødt til at grine ad tingene. For mig er det lige så forløsende – og bestemt ikke en mindre alvorlig affære, når jeg kommer til at grine ad det groteske og forfærdelige i for eksempel et dødsfald – som hvis jeg lå hen over bordet og hulkede. Min søster er på samme måde. Vi har aldrig grinet mere end det halve år, hvor vi både mistede vores mor og vores far.

Hvordan finder du balancen mellem det humoristiske og alvorlige i dine romaner?
Jeg synes på mange måder det giver sig selv. Det er jo ikke fordi jeg prøver at skrive sjove scener eller vittige replikker. Jeg forsøger i stedet at fremstille situationer og relationer – ofte endda hverdagsagtige, hvor det er svært ikke at trække lidt på smilebåndet, fordi man pludselig godt kan se det absurde i det.

Hvordan har din norsk-samiske baggrund indflydelse på dit forfatterskab?
At være et blandingsprodukt tror jeg ofte giver en åbenhed for det anderledes, det sære og det fremmede. Jeg ved i mit hjerte, hvad det vil sige at være en ikke respekteret minoritet fx. Det betyder, at jeg kan genkende, når der sker samme uretfærdighed for andre kulturer. Jeg kender også til splittelsen ved at elske et land, jeg ikke bor i, men har trådt mine barnesko i. Det er en kæmpe splittelse, som der ikke er andet at gøre end at leve med. I min første roman, -Og sådan blev det’, der netop handler om en pige, der som mig er vokset op i det samiske, men bliver flyttet til Danmark – og siden vender tilbage til Nordnorge. I bogen har jeg en sætning der beskriver denne splittelse meget godt: “Det er svært at kommet hjem, når man ikke hører til.”

Du er i gang med en foredragsturné, hvor du tegner, mens du fortæller om dig selv og dine bøger. Hvad giver det dig at møde dine læsere ansigt-til-ansigt?
Jeg elsker at møde læsere og holder stadig ikke op med at være paf over, at der rent faktisk er nogen, der har læst min bog. Læsere er fantastiske og stiller altid gode spørgsmål – som også giver mig noget reflektere over. De forventer jo for eksempel, at jeg har et svar på, hvorfor jeg har valgt at min hovedperson skal gøre den ting og ikke en anden.
Hvad mener du, at den fysiske bog kan, som øvrige medier ikke kan?
Den fysiske bog er den loyale, gode, solide ven, du lægger dig i sofaen med, som får dig til at drifte til andre himmelstrøg. Da min ældste var tolv var vi på en ferie, hvor hun var løbet tør for læsestof, så jeg gav hende en af de bøger, jeg havde taget med til mig selv. Det var “Glasslottet” af Jeanette Walls. Det var den første voksenbog min datter læste. Da hun var færdig, sagde hun meget klogt: “Man behøver jo slet ikke rejse for at opleve verden, man kan jo bare læse bøger.”