Annemette Voss

 

 

Annemette Voss er autodidakt bageekspert og vinder af ‘Den store bagedyst’ i 2013. Siden da har hun skrevet en lang række bagebøger, senest “Julebag” og “Piece of cake”, hvor forfatteren har samarbejdet med bloggeren og tv-personligheden Mascha Vang. I forbindelse med udgivelsen af Kon-Turs julekatalog, har vi stillet forfatteren nogle spørgsmål om bagning, juletraditioner og fremtiden.

Hvad SKAL man bage til jul?

Vaniljekranse. Det har jeg spist hvert eneste år siden jeg var barn og i rigelige mængder. Før i tiden var det min mormor, der bagte vaniljekranse til hele familien, men nu har min far og jeg overtaget tjansen sammen. Så nu bager vi vaniljekranse hvert år. Derudover spiser jeg altid hjemmelavede havregrynskugler – dem kommer man heller ikke udenom i julen. Opskriften på dem er vist både i “Konfekt” og “Piece of cake”.

Hvad betyder julen for dig?

Julen er den tid, hvor man tager sig tid til at det, der er vigtigst. Familien, hyggen, nærværet. De ting man ikke rigtigt når i hverdagen. Derfor er julen vigtig, for den står i kontrast til hverdagen, hvor der er mere stress og jag.

Hvilke traditioner er vigtige for dig i forbindelse med julen?

Jeg har én særlig juletradition, som skal holdes i hævd. Vi henter juletræ med børnene den første weekend i dec. Og så pynter vi det straks. Det er stort set det eneste julepynt, vi har i hjemmet, og derfor står det i hele december. Hvis det når at visne inden juleaften, så køber vi bare et nyt d 23. december på tilbud.

Hvad har overrasket dig ved at arbejde sammen med Mascha Vang?

Jeg blev faktisk overrasket over hvor grundig og nøjagtig hun er, når først hun går i gang i køkkenet. Hun vil virkelig gerne gøre det godt, og jeg havde nok forventet, at hun ville være mere “sjusket” med finish af kagerne m.m. – men det er hun absolut ikke. Hun er virkelig patentlig.

Hvordan har ‘Den store bagedyst’ påvirket dit liv?

Den store bagedyst var den faktor, der boostede min egen drivkraft til at opnå alt det, jeg gerne vil her i livet. At medvirke i Den store bagedyst gav mig troen på, at jeg kan, hvad jeg vil. Helt konkret har jeg jo udgivet en lang række bagebøger og lever i dag af min personlige livsstilsblog – den var der nok ikke nogen, der havde opdaget uden det mediefokus bagedysten gav.

Har du nogen nye, kommende projekter, du kan løfte sløret for?

Jeg arbejder på at udvikle særlige og gode bageblandinger, fordi jeg ser et hul i markedet. Det er lidt en svær udfordring, jeg giver mig selv, men jeg kan godt lide udfordringen.