Anmeldelse af Max Seecks ‘Den trofaste læser’

Nordens nye krimikonge skriver isnende modbydeligt

Anmeldelse i Berlingske 8. april 2021 Sektion 3, side 4 af Jakob Genz

På forsiden af den finske forfatter Max Seecks bog »Den trofaste læser«, der netop er udkommet på dansk, har PR maskinen på forlaget Gutkind, midt imellem forfatterens navn og titlen på værket, valgt at lancere Max Seeck som værende »Nordens nye krimikonge«. Og det kan ved første, skeptiske øjekast måske godt virke som lidt store, skråsikre ord, skrevet på en gylden etiket, omgivet af lånte fjer.

Det er naturligvis svært at argumentere imod, når man som undertegnede for en uges tid siden aldrig før havde hørt om Max Seeck, og derfor heller aldrig havde læst en af hans bøger.

Men, kære læser, det har jeg nu.

Og lad mig straks slå ikke bare to, tre eller fire, men derimod hele fem fede streger under, at der bestemt ikke er tale en markedsføringsmæssig fis i en hornlygte, men derimod om et drøn godt bud på den rene, skinbarlige sandhed.

For »Den trofaste læser« er simpelthen og slet og ret så modbydeligt godt skrevet, at bogens indhold til tider, ja, faktisk fra start til slut, ikke bare tryllebinder dens læser, men også fastholder denne i et ubarmhjertig jerngreb, der simpelthen føles så fedt.

Nådesløst festfyrværkeri Nå, men hvad handler »Den trofaste læser« da om? Jo, kort fortalt, så handler bogen om den unge efterforsker fra Helsinki Politi Jessica Niemi, der bliver sat til at opklare en meget usædvanlig og – viser det sig straks – spektakulær drabssag.

Således findes krimiforfatteren Roger Koponens kone myrdet siddende alene ved spisebordet derhjemme, klædt i en sort aftenkjole og med ansigtet stivnet i et bizart smil.

Men hvad der ved første øjekast ligner en forstyrret persons absurde engangsforestilling, viser sig blot at være første akt i lang række af rituelle mord, som alle trækker tråde til Roger Koponens egne (hekse) bøger, men som også – i kraft af ofrenes udseende, der matcher Jessica Niemis – trækker tydelige spor i retningen af bogens hovedperson og dennes fortid.

Og mere kan man ikke tillade sig at sige om bogens handling. I hvert fald ikke hvis man ikke ønsker at pille ved det festfyrværkeri af en historie, der nådesløst gemmer sig i stort set hvert af bogens 110 kapitler, der tilsammen fylder 432 sider.

Men så er det godt, at man uden risiko for at aktivere en rigtig ærgerlig spoiler alert, sagtens kan kaste sig ud i en lovprisning af Max Seecks måde sætte fut i fyrværkeriet på.

Og det gør Max Seeck blandt andet ved at skrive i et flow, der let og elegant flyder i lige præcis sådan et tempo, at man som læser hele tiden lunter med uden hverken at kede sig eller for dens sags skyld miste pusten.

Eller det vil sige, at det gør man faktisk flere steder undervejs i handlingen, der trods lange tilbageblik på en skæbnesvanger og plotmæssig relevant dannelsesrejse, som Jessica Niemi foretog som ung, folder sig ud over blot par »nutidige« døgn.

Altså, mister pusten.

Og det gør man takket være Max Seecks eminente evne til at strikke en mind-blowing grundfortælling sammen og sideløbende levere diverse twists i det helt rigtige splitsekund, hvor man som læser mærker hjertet smadrer derudaf i takt med dem, der galoperer i brystet på bogens efterforskere.

Vi oplever nemlig det hele håndi-hånd i en hæsblæsende nutid. Men det kniber også med at trække vejret undervejs i »Den trofaste læser«, fordi Max Seeck på formfuldendt vis formår at skrive på en sådan måde, og med en sådan fængslende detaljegrad, at man som læser indimellem er i tvivl om, hvorvidt man er i gang med at læse en bog eller i færd med at se en blockbuster af en film.

Nå, men nu kan hans kongelige krimihøjhed Max Seeck vist heller ikke tåle mere ros. Og De, kære læser, har vel heller ej brug for flere gode grunde til at få fat i »Den trofaste læser«. Og det kan faktisk kun gå for langsomt.